For medarbejdere i cementindustrien er støvede arbejdsprocesser en del af arbejdsdagen. Især hvis man er ansat i produktionen med at pakke og transportere cement eller arbejder med rengøring og mekanisk vedligehold, kan man blive udsat for støv. Det viser en ny doktorafhandling fra det norske arbejdsmiljøinstitut, STAMI.

Ifølge afhandlingen kræver det støvende arbejde, at arbejdspladserne er særligt opmærksomme, da cementstøvet risikerer at give nedsat lungefunktion og symptomer som hoste samt pibende og tung vejrtrækning. Hvis lungefunktionen er nedsat, kan man puste mindre luft ud af lungerne, og det foregår i et langsommere tempo.

– Vi kan se, at i løbet af den periode, hvor vi har lavet målinger, er en del af medarbejdernes lungefunktion blevet let reduceret, siger Hilde Notø, der er forsker på STAMI og står bag doktorafhandlingen.

– Resultatet er tydeligt, også når vi har taget hensyn til rygning, alder, køn og så videre. De, som havde været udsat for mest støv, havde den største reduktion. Det er ikke noget, man vil være særlig mærket af de første år, men hvis man konstant er udsat for høje værdier over mange år, vil det kunne mærkes, siger hun.

Læs hele artiklen her: https://arbejdsmiljoe.dk/nyheder/cementstoev-kan-give-luftvejsproblemer